Nakkefilet

Nakkefilet
Nakkefileten skæres af nakkekam.
Svær og fedt skæres af.

Vægt: Ca. 2 kg

Fedtindhold i 100 gram
rå nakkefilet: 12 gram
Fedtafsmeltning: 1,5-1,8 gram fedt pr. 100 gram råt kød.

Nakkefilet - i gryde
1-2 kg nakkefilet
salt og peber
10 g smør, margarine eller 2 tsk olie
1-2 dl væske
Tilberedningstid: Ca. 2¼ time
Stegesvind: Ca. 35%

Dup nakkefileten tør med køkkenrulle. Krydr med salt og peber. Varm fedtstoffet i en gryde ved god varme - smør og margarine skal være gyldent, olie skal være varm. Det skal sige "lyde", når kødet kommer i gryden. Brun hurtigt nakkefileten på alle sider, 4-5 minutter i alt. Tilsæt væske. Skru ned til svag varme, og lad nakkefileten stege under låg i ca. 1 time. Vend - og steg endnu ca. 1 time. Samlet stegetid efter bruning er ca. 2 timer, kødet skal være gennemstegt, da det indeholder bindevæv. Bruges stegetermometer skal centrumtemperaturen være 80 grader eller højere, så er nakkefileten færdig.

Sprængt nakkefilet - i gryde
1-2 kg sprængt nakkefilet, vand
Tilberedningstid: Ca. 2 timer

Kom nakkefileten i en gryde med kogende vand, så det lige dækker. Bring vandet i kog igen og skum. Kog ved lav varme under låg i ca. 2 timer til kødet er gennemkogt. Bruges stegetermometer skal centrumtemperaturen være 80 grader eller højere.


Nakkefilet i ovn
1-2 kg nakkefilet
salt og peber
Tilberedningstid: Ca. 2 timer
Stegesvind: Ca. 35%

Krydr nakkefileten med salt og peber. Læg nakkefileten i en lille bradepande og sæt den midt i en kold ovn. Tænd ovnen på 180 grader, og lad nakkefileten stå i ca. 2 timer, til den er gennemstegt. Bruges stegetermometer skal centrumtemperaturen være 80 grader eller højere, så er nakkefileten færdig.

Nakkefilet - stegt ved langtidsstegning

Nakkefilet krydres og lægges i "stegeso" , stegefilm, en gryde eller fad med låg og stilles midt i en kold oven. Tænd ovnen på 150 grader og lad det stå i ca. 4 timer. Kødet er nu så mørt at det kan bruges som pulled pork. Se opskrift på pulled pork på voresmad.dk.

Nakkefilet - stegt ved lav temperatur
Kødet brunes først som beskrevet under nakkefilet i gryde. Læg nakkefileten i en lille bradepande. Stik et stegetermometer ind midt i kødet. Stil stegen midt i en kold ovn. Tænd ovnen på 125 grader og steg til centrumtemperaturen er 80 grader eller højere.

Tips

    Det er nødvendigt at bruge et stegetermometer, da stegetiden varierer meget fra ovn til ovn.

Grill
Kan grilles ved indirekte varme. Brug stegetermometer.

© Danske Slagtermestre · Poppelvej 83 · 5230 Odense M · Tlf. 66 128 730 · Fax. 66 128 794 · dsm@danskeslagtermestre.dk

Vi anvender cookies til statistik. Denne information deles med tredjepart. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Cookie- og persondatapolitik

OKAY