Skinke - Inderlår - Skinkeschnitzel

Skinkeschnitzel Af Inderlar
Inderlår pudses af for fedt, sener og hinder.
Skinkeschnitzler skæres af inderlår i lige tykke skiver på 1 cm.

Vægt: Ca. 125 g

Fedtindhold i 100 gram
rå skinkeschnitzel skåret
af inderlår: 2 gram
Fedtoptagelse:
-ved stegning af skinkeschnitzler på pande i fedtstof: 0,3 gram fedt pr. 100 gram råt kød.
- ved stegning af panerede skinkeschnitzler på pande i fedtstof: 4,6 gram fedt pr. 100 gram råt kød med panering.

Skinkeschnitzler
2 skinkeschnitzler af inderlår, 1 cm tykke
salt og peber
fedtstofmængde efter eget valg - dog mindst 10 g smør, margarine eller 2 tsk olie

Tilberedningstid: Ca. 15 minutter
Stegesvind: Ca. 20%

Dup skinkeschnitzlerne tørre med køkkenrulle. Krydr med salt og peber. Varm fedtstoffet på en pande ved god varme - smør og margarine skal være gyldent, olie skal være varm. Det skal sige "lyde", når kødet kommer på panden. Brun hurtigt skinkeschnitzlerne på begge sider. Skru ned til middel varme og steg dem færdige, 1½-2 minutter på hver side.

Tips

  • Skinkeschnitzlerne steges kun 1-1½ minut på hver side efter bruning, hvis det ønskes svagt rosa ved servering. Magert svinekød er mest mørt og saftigt, hvis det er rosa ved stegning. 
  • Skær en lille flig af det ene hjørne af skinkeschnitzlen og kontrollér, at kødet er svagt rosa. Hvis kødet stadig er råt, skal det steges ca. 1 minut mere på hver side.

Panerede skinkeschnitzler
2 skinkeschnitzler af inderlår, 1 cm tykke
1 æg
¾-1 dl rasp
salt og peber
25 g smør eller margarine

Tilberedningstid: Ca. 15 minutter
Stegesvind: Ca. 5%

Slå ægget ud på en tallerken og pisk det sammen med en gaffel. På en anden tallerken blandes rasp med salt og peber. Vend schnitzlerne, først i ægget og dernæst i raspen. Lad fedtstoffet blive gyldent på en pande ved god varme. Det skal sige "lyde", når kødet kommer på panden. Kom schnitzlerne på panden og brun dem ca. 1 minut på hver side. Skru ned til middel varme og steg dem færdige, ca. 2 minutter på hver side.

Grill
Skinkeschnitzler grilles ca. 2½ minutter på hver side, ca. 5 minutter i alt.

Tips

  • Skinkeschnitzler kan også skæres af klump og yderlår og kaldes da ofte skinkesteaks. Schnitzler/steaks af klump ser mere ureelle ud. Klump består af to forskellige muskler og kan danne skål ved stegning. Schnitzler/steaks bør ikke skæres af yderlår, da de meget nemt bliver hårde.

© Danske Slagtermestre · Poppelvej 83 · 5230 Odense M · Tlf. 66 128 730 · Fax. 66 128 794 · dsm@danskeslagtermestre.dk

Vi anvender cookies til statistik. Denne information deles med tredjepart. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Cookie- og persondatapolitik

OKAY